Ung

Englenes korridor

Døden fylder en stor del af Anna liv. Hendes far ejer en bedemandsforretning, men det er ikke kun de sørgende, der kommer i Annas hjem for at søge trøst og hjælp. Også de døde selv kommer til Anna og beder om hjælp til at gøre de ting, de ikke selv nåede, mens de var i live. Anna har efterhånden vænnet sig til det, men der er én ting, der piner hende. Når nu alle mulige afdøde, som hun ikke har haft noget forhold til, opsøger hende, hvorfor har hun så aldrig mødt den afdøde person, som hun længes efter mere end nogen anden?
Annas egen mor døde, da Anna kun var lille, men Anna har aldrig mødt sin mor blandt alle de engle, der opsøger hende i den lille korridor over bedemandsforretningen.

En dag kommer lægesønnen Frederik ind i bedemandsbutikken med sin far. De skal se på en urne til hans mor. Hende har Anna netop haft et foruroligende møde med, og på tværs af deres meget forskellige verdener finder Anna og Frederik sammen for at finde ud af, hvad der i virkeligheden er sket med hans mor. Men også for at finde ud af, hvad der sker med dem.

Lille Soldat

10-14 år. 48 sider. Tekst og fotos: Tine Bruun Rottbøll. Illustrationer: Gabriel Diaz. Dansklærerforeningens Forlag. 2014.

Mikkel smugler sig om bord på et fly til Afghanistan. Hans far er soldat og udstationeret i Helmandprovinsen. Pludselig befinder Mikkel sig midt i en krig og møder krigens barske realiteter på en måde han aldrig havde forestillet sig. Bogen er skrevet på baggrund af forfatterens besøg i danske militærlejre i Afghanistan i 2009.

Olivias MGP – Hjertet fuld af musik

Olivia har længe været BFF med Maja fra klassen, men noget er gået galt mellem de to piger. Olivia har ikke rigtig andre veninder, for klassen er delt ind i meget faste grupper, hvor hun ikke rigtig hører til.

Men midt i en musiktime får Olivia en dag øje på Nora, der sidder og græder. Ingen bemærker det. Kun Olivia. Inden længe er de to piger bedsteveninder, og de finder ud af, at de de på trods af deres forskelligeheder har meget til fælles. Begge piger spiller klaver og elsker musik.

I det første bind om Olivias vej til MGP er der skruet helt op for pigefnis, fjolleri og musik. Noras forældre har problemer, en skilsmisse står for døren, men de to nye veninder støtter hinanden, og Nora kommer med Olivias familie i sommerhus i sommerferien.

Ferien bringer pigerne tæt på hinanden, men giver dem også udfordringer, som de må overvinde. Både Olivia og Nora begynder at tvivle på deres venskab og kendskab til hinanden, ikke mindst da Maja dukker op og begynder at kile sig ind.

Dark Zone

5.-8. klasse. Indbundet. 72 sider. Tekst: Tine Bruun Rottbøll. Dansklærerforeningens Forlag. 2015

Max MoFo er nu ved porten. Han bøjer sig ned, tjekker vagtens radio. Den er stille. Vagten er skudt i underhovedet, hans mund og hage er en blodig masse. Han ligger med åbne øjne, det hvide fylder det hele, fordi pupillen er gledet helt op, som om stodderen forsøger at få øje på sin egen hjerne. Men Max MoFo kan se, at hele baghovedet mangler. Held og lykke med at få øje på den hjerne, tænker han. Den er sgu blæst ud, makker. R.I.P., soldier.
Max strækker sig i sin stol. Han mærker, at han egentlig er drønende sulten og ser på uret. Det er blevet langt op ad formiddagen. Timerne er strøget af sted.

Expedition Whiteout

5.-8. klasse. Indbundet. 117 sider. Tekst: Tine Bruun Rottbøll. Dansklærerforeningens Forlag. 2015

Max MoFo klapper hastigt en af hundene på hovedet til farvel, spænder kiten på sin overkrop og støvlerne på skiene. Så sætter han ud. Nu har han kun isprøven og raketterne, som er pakket godt ind og spændt fast på ryggen af ham. Han får kiten godt op mod vinden, og pludselig tager den fart. Max MoFo stryger afsted med en rasende fart. Det bliver ikke bedre. Nu rykker han derudad.
Max’ mave rumler så højt, at der ikke er noget at gøre. Han må simpelthen have noget at spise, ellers dør han. Han pauser spillet og ser lige på skærmen, før han går ud i køkkenet, at hans stats er helt sindssygt langt i bund. Hans time er på 3%, hans health på 2%, hans inventory er røget ned på 4%. Hans fuel er 0%.

Dynastiet

5.-8. klasse. Indbundet. 79 sider. Tekst: Tine Bruun Rottbøll. Dansklærerforeningens Forlag. 2015

Max MoFo ser lige på Ah-Kum, den frygtindgydende leder af den sorte hær, Hei-Jun. Bare den mægtige Ah-Kum ikke ser ned i brønden og får øje på Max MoFo, der hænger på en rusten spand med to snore brændende ind i sin håndflade.

Max ser sammenbidt på skærmen. Hvordan skal han nogensinde få sit eget sværd? Han er nødt til at få sig et sværd, ellers har han ikke en chance. Hvis Ah-Kum finder Max MoFo nu, er det ude med ham. Max synker en gang og rynker brynene.

Erobringen

5.-8. klasse. Indbundet. 79 sider. Tekst: Tine Bruun Rottbøll. Dansklærerforeningens Forlag. 2015

Kyklopen giver et dybt suk, der runger hult langt ud over landskabet. I det samme ser Max MoFo til siden. Han hører en buldren, han kender alt for godt. Kæmper. Han skal koncentrere sig for at høre, hvad kyklopen siger, for han har kun de fremadstormende kæmper i hovedet nu. -Kun med ild kan ild bekæmpes i evighedens lys. -Tak, vise Kyklop.

Max pauser spillet. Han orker ikke lige et slag med kæmper lige nu. Han blinker kraftigt med øjnene, og det går op for ham, at han er vildt tørstig. Han ser ned på klokken. Den er halv to om natten. Men hvad er nu det? Et nedtællingsur er begyndt, og det stopper ikke, når han pauser spillet.